Tak til Thy
Kære Thy,
jeg er netop vendt hjem fra årets sidste vælgermøde, i Hanstholm efter, at jeg igennem nu tre uger har været med til næsten samtlige vælgerarrangementer, da jeg udover at være kandidat også er kampagneleder hos de Konservative.
Jeg er ny i Thy, har kun boet her i halvandet år, men har været politisk aktiv i mange år. De seneste tolv år i hovedstadsregionen, og det er dette, der virkeligt giver mig lyst til at sige TAK til jer alle sammen. For det fremmøde, som der har være på næsten alle vælgermøder og ikke kun fra partisoldater, har være stort for mig at opleve! Jeg er slet ikke vandt til sådan en vælgeropbakning og vælgeraktivitet, og det giver mig håb for vores demokrati. Håb fordi det kun er når vi møder vælgerne, og får deres input, vi som politikere kan gøre vort job ordentlig.
Tak fordi I arrangerer møder. Tak fordi bruger tid på at sætte stole op og lave kaffe, tak fordi i møder op, tak fordi I stiller spørgsmål, tak for alle samtalerne, tak.
Også tak for at I tager imod en som mig som ny i Thy. Jeg har lært rigtigt meget de seneste tre uger og fået rigtigt mange snakke og det er jeg meget glad for. Jeg tror på, at jeg med min baggrund i både det kirkelige, som erhvervsdrivende og som reklamemand, har rigtigt meget at byde på i en ny kommunalbestyrelse.
En ting der har irriteret mig under denne valgkamp er, at jeg igen og igen har hørt politikere fra begge side af salen sige: ”Vi skal blive bedre til at tale Thy op!” ”Vi skal ikke tale Thy ned!” ”Vi skal bruge større ord”. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad det er for en virkelighed, de lever I. Jeg har boet det meste af mit liv uden for Thy, og uden for Thy kender man godt de kvaliteter, Thy har. Jeg har boet halvandet år i Thy og snakket med mange af jer, og der møder jeg ikke nogen, der taler Thy ned! Altså i det øvrige Danmark, ved man godt, at når en Thybo eller vestjyde siger ”Det er ikke så ringe” eller ”Ja det er vel ok” så er det store ord. Jeg er selv vestjyde fra den sydlige del af kysten og blev i hovedstaden ofte kommenteret på grund af mine underspillede udtryk.
Vi bor i den egn, der har et af de stærkeste brands – ”Thy” – i Danmark, og vi er gode til at være os (ja ja jeg ved godt at jeg ikke er en af ”os” endnu) og det skal vi blive ved med. Som reklamemand ville det være en drømmeopgave at skulle brande Thy, for det klarer den helt selv!
Lad mig slutte med at ønske dig et godt valg, og husk at gå ned og stemme. Det er vigtigt for Thy og for demokratiet. Du skal ikke nødvendigvis stemme på mig, det er faktisk vigtigere for mig, at du stemmer end, at du stemmer på mig! Selvfølgelig må du gerne stemme på mig, for jeg vil fornyelse. Men der findes faktisk rigtigt gode nye kræfter i næsten alle partier. Så stem gerne på en af de nye – en der vil arbejde for et bedre Thy.
Tak fordi i læste med – For Hele Thy !
Karsten Molander, KV21 kandidat