Kulturel udvikling i HELE Thy
Kultur, herunder idræt, er vigtige grundstene i børn og unges dannelse. Det er der, deres værdier rodfæstes til et videre liv. I Thy er vi begunstiget af at have et bredt udvalg af kultur- og idrætstilbud til borgere i alle aldre.
Thy er i dag hjemsted for Statens Museum for Kunst´s eneste afdeling udenfor hovedstaden. Beliggende i skønne rammer på Doverodde Købmandsgaard. Lokale ildsjæle tog muligheden op, da den bød sig. Det er et fantastisk projekt, der kommer til at få stor betydning for udvikling af turismen i Sydthy området – men i høj grad også resten af Thy.
Thy er i dag hjemsted for produktion af børneteater i særklasse, takket være samarbejdet med Limfjordsteatret. Man kommer rundt og spiller teater for alle andersgrupper i hele Thy. Kulturen kommer til dig. Skaber liv og gode oplevelser i det lokale forsamlingshus eller mødested.
For netop mødestederne er vigtige. Det er der, hvor lokale borgere har muligheden for at dyrke fælles oplevelser. Uanset om det er til koncert på Gl. Frøstrup Kro, badminton i Hurup Hallerne, filmforevisning og foredrag i Redningshuset i Klitmøller, svømmestævne i Thyhallen, fodbold på Vorupør Stadion, Gymnastik i Snedsted Hallen og jeg kunne blive ved.
Foreningslivet blomstrer i Thy. Takket være en hær af frivillige, som fortjener de bedste muligheder for at udvikle det lokale fællesskab. Derfor skal vi gentænke måden, hvorpå vi administrerer midlerne. Vi skal have færre beslutninger i Thisted og flere ude lokalt og lade pengene følge med. Lokale løsninger – lokale penge.
Spillestedet Thy er et andet af vores kulturelle fyrtårne, der præsenterer morgendagens kommende stjerner – og nogle af de mere kendte – indenfor alle genrer. Det sker i samarbejde med URT, når det gælder de helt unge over Musikteatret til Jazz i Thy og øvrige interessenter. Det er med til at give os store musikalske oplevelser, som på fornem vis hvert år følges af op af Alive Festival, Thy Rock, Thy Kammermusikfestival og så videre.
Vi skal fortsat sikre udviklingen af et rigt og bredt kulturliv i Thy, hvor faciliteterne har den kvalitet, der er vigtigt for, at såvel bredden som eliten, har de bedst mulige rammer til at udvikle sig. Uanset om det er sport, kunst, musik, teater eller noget helt andet.
VI skal have kulturel udvikling – i HELE Thy.
Jens Kr. Yde
Borgmesterkandidat
Karsten Molander
Kandidat