Investér i turismen!

Som tidligere bekendtgjort er én af mine mærkesager i den igangværende valgkamp øget turisme i Thy.

Som de fleste sikkert allerede ved, så er turismen én af de (om ikke den) største indtægtskilde til kommunekassen – men der ER plads til forbedringer = øget indtægter.

Når jeg som indbygger i én af de store turistbyer i kommunen vil kæmpe for øget turisme, tænker mange sikkert, ”nåh nu tænker han med lokale (Vorupør) briller på” – men nej, dette indlæg om øget turisme er ikke påtænkt hverken Vorupør eller Klitmøller.

Jeg mener, at der for Thisted Kommune ligger en øget indtægt i øget turisme ved at indrette det inderste havnebassin i Thisted (ved Salto) til lystbådehavn og derved give mulighed for mange gæstepladser.

Hvis der kunne opnås for eksempel 100 nye gæstepladser vil Thisted Havn i den grad blive mere attraktiv for gæstesejlere (turister). Den øgede søgning til Thisted Havn vil være af uvurderlig betydning ikke kun for kommunen, men i dén grad også for de handlende i Thisted by samt diverse spisesteder.

På den måde vil vi udbrede turismen i vores skønne kommune – der skal være fine indbydende forhold (nye velfærdsbygninger) for sejlerne – tro mig, det tiltrækker folk langvejs fra.

Lad mig understrege, at der stadig skal være plads til anløb af skibe i forbindelse med industrihavnen i Thisted.

Hvis (når) der også investeres i både Amtoft Havn og Vilsund Havn, så har vi i kommunen virkelig noget at tilbyde de sejlende turister fra både ind- og udland.

Se blot på hvad der er investeret i lystbådehavnen på Fur, og den deraf øgede søgning dertil.

Som skrevet ovenfor behøver turisme ikke kun være ved Vesterhavet, lad det blive over hele Thisted Kommune.

Lad os stå sammen om en større omlægning af Thisted Havn.

Indlægget er ikke nødvendigvis udtryk for Konservatives holdning, men udelukkende skribentens.