Hvorfor kører ambulancen forbi Thisted Sygehus?

Af Niels Klingenberg Vistisen, kandidat til kommunalbestyrelsen (C).

Sikkerhed og tryghed for borgerne er en konservativ kerneværdi, og derfor bekymrer det mig at der stadig er pres på Thisted Sygehus. Vi må og skal bevare vores lokale sygehus i Thisted, og vi skal sikre at vores borgere får og kan få den rette behandling her.

Det bekymrer mig at høre historier om ambulancer der sendes til Hjørring eller Aalborg for relativt simple ting og indledende undersøgelser. Hvis der ikke er tvivl om diagnosen, og eksperten er i Hjørring, Aalborg eller Odense, skal patienten naturligvis dertil hurtigst muligt – den diskussion vil lægmand altid tabe. Men ofte tror jeg det ville give mening at køre forbi Thisted Sygehus til den første undersøgelse.

Det skal sygehuset kunne klare. Der er mange ældre og medicinske patienter, hvor der nogle gange sker en hurtig udskrivning. Så er det altså træls at ligge i Hjørring. Der er også pårørende som skal både støtte, besøge og hente, og dem skal vi også tænke på. Ved vi hvorfor mange ambulancer sendes videre nordpå? Vil det også være forklaringen der bruges når sygehuset skal lukkes, som jeg tror Region Nordjylland pønser på?

Det vil være en meget højt prioriteret politisk opgave efter valget, at gå ind i kampen for sygehuset. Derudover skal der øjeblikkeligt laves en aftale med Region Midt om at patienter kan køre til deres sygehuse. Hvis man på Mors får en patient med maveproblemer, er der lavet aftale om at køre til Viborg i stedet for Hjørring. Det samme er ikke gældende for patienter i Sydthy, og hvorfor ikke? Hvad venter vi på?

Indlægget er ikke nødvendigvis udtryk for Konservatives holdning, men udelukkende skribentens.