Øget bosætning er afgørende for udvikling af HELE Thy

Thy har oplevet flot fremgang i bosætning i dele af kommunen. Klitmøller, Vorupør og Hanstholm er eksempler på steder på Vestkysten, hvor rigtigt mange har fundet deres nye hjem – langt væk fra storbyerne.

Den udvikling er med til at tiltrække manglende kvalificeret arbejdskraft til Thy. Arbejdskraft der er nødvendig for udviklingen af vores samlede erhvervs-, handels- og turismeliv. Og derfor grundlaget for de indtægter, der skal finansiere vores lokale velfærd.

Derfor skal vi fortsat styrke bosætningen og se på, om vi kan gøre det endnu bedre.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man gennem flere år haft en bosætningsafdeling, der er med til at gøre overgangen fra storby til landsby lettere for børnefamilierne. Det har man gjort med succes.

Lad os lave en håndholdt service i Thy for dem, der gerne vil flytte til Thy: de tager kontakt til kommunens bosætningskonsulent, der har overblikket over de virksomheder, der mangler hvilke hænder, over hvilke boliger der er ledige til køb eller leje, har check på skole- og pasningssituationen og så videre.

Det kan også være en afklaring af mulighederne for en op- eller omkvalificering således, at den nye potentielle tilflytter får klarhed over, hvordan personen kan flytte til Thy og komme i arbejde indenfor kort tid.

Vi skal rulle den røde løber ud og give tilflytterne en udstrakt service, der får dem til at vælge Thy fremfor andre steder, hvor mulighederne måske er næsten lige så stort for at møde deres ønsker og opfylde deres drømme som familie.

Vi skal være Danmarks Bedste Arbejdsplads og sted at bo – så lad os stå sammen og udvikle mulighederne – i HELE Thy